Pearl Jam når nye højder i Wien

REPORTAGE: Det lugtede af en skidt oplevelse, men det hele endte godt. Rigtig godt! Gregers var i Wien, da Pearl Jam gæstede Østrig som led i deres europæiske turné.

Af Gregers Jørgensen

17,5 timer i en gammel spand af en bil. Så lang tid tog det undertegnede, hans bror og vores fælles kammerat at tilbagelægge turen til Wien. Vi tjekkede ind på et motorvejshotel godt 20 minutter fra Wien klokken 1 om natten, som blev tilbragt på tre stenhårde senge.

Det resulterer i for lidt søvn og en fuldstændig smadret ryg. Vi spiser morgenmad og tager derefter direkte ind til Stadthalle i Wien, hvor de næste mange timer skal tilbringes i kø. Vejret er fra start forrygende, men erstattes undervejs af et par voldsomme skybrud. Jeg får købt mig en plakat, som jeg allerede har planer for hjemme i lejligheden. Da vi bliver lukket ind vil sikkerhedsfolkene lige se, hvad jeg har i røret... Det er sjovt nok en plakat. Jeg forklarer dem, at det er den samme plakat, som kan købes i hallen. De konfererer med hinanden og bestemmer sig for, at jeg ikke må få den med ind.

Mens de diskuterer om en måde, jeg kan få plakaten igen efter koncerten, strømmer folk ind - og den plads, jeg har kæmpet for hele dagen, ser ud til at forsvinde. Jeg træffer en hurtig beslutning og tænker "fuck plakaten" og løber ind. Opsummering: Smadret ryg, pisse træt, mistet plakat. Det kunne lugte af en skidt oplevelse det her...

Men da klokken viser 23:00, og Pearl Jam går af scenen, føler jeg næsten, at jeg kan flyve derfra..! 

Vi får en kanon plads i tredje række en meters penge til højre for Eddie og herfra begynder alt bare alt spille (hvis I forstår sådan en lille én). Drengene åbner med "Long Road" og med et står det klart, at publikum er klar på at give den gas med stemmebåndet! Da vi når Last Exit bliver det lige så tydeligt, at folk også er klar til at hoppe og "danse", hvilket jeg virkelig trængte til at opleve efter Amsterdam.

Jeg har oplevet højlydte og energiske publikum før, men det her var anderledes. Der var en helt perfekt balance mellem at give den MAX gas og stadig være opmærksomme på hinanden. Det er min til dato bedste publikumsoplevelse, og det var helt tydeligt, at Ed lagde mærke til det! Der var et nærmest symbiotisk forhold mellem publikum og bandet, der også havde en perfekt balance mellem at være løsslupne og fokuserede. Det var smukt!

Billede: Gregers Jørgensen

Setlisten var også blandt de absolut bedste, jeg har oplevet! Det var min koncert nummer 11, og jeg fik ikke mindre end syv numre, jeg ikke havde hørt live før (og ingen af dem var fra Lightning Bolt vel at mærke).  "The Needle and the Damage Done", "Fucking Up", "Rats", "I got ID", "Can't Keep", "Speed of Sound", "Brain of J", "Smile", "Hail Hail", "Rain", "Public Image", "Footsteps", "Spin the Black Circle", "Long Road", "Last Exit" og så videre og så videre og så videre...

Der var så meget lækkert uventet og krydret med fantastiske versioner af mere "normale" sange som "Do the Evolution", "Porch", "Rearviewmirro" og hvad de ellers hedder. Så kunne man bare ikke ønske sig mere! 35 numre og lige omkring tre timer. An Evening with Pearl Jam er STÆRKT vanedannende!

Helhedsindtrykket har så småt bundfældet sig og konklusionen er klar: Wien 2014 er den bedste koncert af de 12, jeg nu har været til!

25. Juni 2014 - Stadhalle, Wien, Østrig:
Long Road, Can't Keep, Black, Last Exit, Why Go, Spin The Black Circle, Hail, Hail, Got Some, Lightning Bolt, Mind Your Manners, Severed Hand, I Got Id, Amongst The Waves, Rain, Even Flow, Sirens, Wishlist, Rats, Public Image, Do The Evolution, Rearviewmirror
ENCORE 1: The Needle and The Damage Done, Speed of Sound, Footsteps, Elderly Woman Behind The Counter In A Small Town, Daughter, State Of Love And Trust, Brain Of J., Lukin/Porch
ENCORE 2: Smile, Fuckin' Up, Alive, Baba O'Riley, Indifference,

Østkysten fanger Pearl Jam på godt og ondt

REPORTAGE: Martin har været et smut til den amerikanske østkyst, og her oplevede han Pearl Jam live hele tre gange. Læs hans reportage fra Brooklyn og Philadelphia her.

Af Martin Vest Nielsen

Jeg er lige kommet hjem efter en fantastisk tur til New York City, der selvfølgelig stod i Pearl Jam-koncerternes tegn. Jeg havde købt dyre billetter på nettet til begge aftener i Brooklyn, og jeg var heldig at få 10C-billet til anden aften i Philly (siddepladser på gulvet).

Denne anmeldelse er et sammendrag af alle tre aftener, hvor fokus er på mine observationer og lidt mindre på sangene (setlisterne kender I jo - ellers se bunden).

Dette var desuden koncert nummer 21 til 23 for mit vedkommende, og jeg har set dem fem gange i USA inden denne tur. Der er stor forskel på koncerter derovre og i Europa.

BARCLEYS ARENA I Brooklyn er en ny arena, og grunden til, at drengene blev sendt helt til Brooklyn, var nok en kombination af, at Madison Square Garden er under ombygning, og at man måske ville "prøve" Brooklyn ud.

Til begge aftener i New York havde vi ikke fantastiske sæder. Første aften var oppe på øverste afsnit i Mikes side - lidt bag scenen på første række. Lad os bare sige at der er langt ned og kun en glasplade i lårhøjde til at holde en tilbage, så de vilde udfoldelser blev det ikke til.

Ved alle tre shows startede man ud med ”Pendulum” fra det nyeste udspil fulgt op med to andre lidt stille numre (hhv. ”Release”, ”Wash” og ”Nothingman”), hvor fællessangen gjaldede ud i bygningen, så hårene rejste sig på armene. Derefter kom der nogle gedigne rockere med ”Lightning Bolt” og ”Mind Your Manners”. Jeg havde haft Lightning Bolt på fast rotation siden udgivelsen, og med små otte timer i flyveren til at nærlytte sangene - så man kunne teksterne bare lidt - kunne man om ikke andet skråle med på omkvædene.

Derefter kom sangene væltende med et godt mix af nye og gamle. Ed var ved alle koncerterne meget snakkesalig, og efter min mening er det lidt en "showstopper". Jeg ved godt, at det ikke rigtig falder i god jord, men jeg tilhører den gruppe af fans, der mener, at der bør snakkes mindre og spilles mere - især med henblik på, hvor utroligt det end lyder, at Eddie altså ikke er særlig velformulerende på scenen, og når man så roder sig ud i lange fortællinger, så virker det altså forstyrrende.

ALLE TRE KONCERTER var bygget ens op, og det var lidt ærgerligt, at man kopierede sig selv og de små "gimmicks", som man udførte på scenen, for så virker det mere indstuderet end underholdende - og det er jo ikke One Direction men Pearl Jam, vi var inde at se.

Første del af koncerterne var på 20-21 sange, og der var ikke en finger at sætte på drengene og deres musikalske indsats, og publikum virkede også meget engagerede, selvom der i nogen af de nye lidt stille sange var et renderi til bar/toilet, så salen faktisk lignede en myretue. Nogen ville jo mene, at man bare kan se den anden vej og ikke lade sig distrahere af det, men sådan er vi jo så forskellige.

Første encore blev indledt med, at der blev stillet stole på scenen, og så blev der ellers spillet et par sange, hvor tempoet var lidt moderat i form af ”Oceans”, ”Yellow Moon”, ”Sleight of Hand”, ”Future Days” og så videre, inden der lige blev gasset op igen med ”Evolution”, ”Go”, ”SOLAT”, ”Got Some” og så lige ”Porch” (alle tre aftener), hvor nogen store runde lamper blev sænket ned, og bandet startede med at skubbe til dem, så de kom i svingninger. Eddie endte med at hoppe op på en af dem og svinge lidt frem og tilbage, hvorefter lydniveauet steg betragteligt.

 

Eddie Vedder svinger sig rundt i en lampe under "Porch".

Andet encore var det store højdepunkt, hvor der virkelig blev givet gas og lukket op for posen med covernumre og gamle klassikere. Det helt store for mig var en fantastisk version af ”Blood” anden aften i Brooklyn - et nummer jeg aldrig havde hørt live før, og som virkelig fik folk op i det røde felt, rent energimæssigt altså. Første aften i Brooklyn blev afsluttet med ”Indifference”, og det er efter min mening ikke så stærk en afslutter som ”Yellow Ledbetter” eller ”Rocking in the Free World”.

ALT I ALT var det en rigtig god tur, og jeg var meget overrasket over, hvor meget federe de var at se i Philly frem for NYC. Publikum var så meget mere på og gav meget mere energi tilbage til bandet, og det synes jeg er vigtigt, så der bliver et samspil og lidt ping-pong mellem band og publikum.
Jeg vil ikke komme for meget ind på min holdning til amerikanernes tilgang til at gå til koncert og deres nærmest religiøse opfattelse af deres medlemsnummer i 10C - og så det lidt sjove med at ståpladserne på gulvet nogen gange kan virke lidt tamme. Samtidig har de en noget løs holdning til at ryge pot/hash til koncerterne, hvilket resulterede i, at vi anden aften stod ved siden af to gutter, der sad med øjne, der lignede marmorkugler, og man var selv ved at blive passiv skæv.

Min konklusion på denne tur er, at det ikke var sidste gang, vi tager turen over dammen for at gå til koncert, men næste gang vil vi gerne til vestkysten - eller på østkysten tage til Pittsburgh eller Philadelphia, hvor PJ virker som om, de lige giver den et ekstra nøk op.

Jeg håber desuden, at denne reportage giver andre lidt blod på tanden til en turné med PJ - om det så er i Europa, Australien eller USA.

18. oktober 2013 - Barclays Center, Brooklyn, NY:
Set List: Pendulum, Release, Small Town, Lightning Bolt, Corduroy, Mind Your Manners, Dissident, Why Go, Swallowed Whole, I Am Mine, Infallible, Given To Fly, Sirens, Eruption, Spin The Black Circle, Chloe Dancer/Crown Of Thorns, Save You, Let The Records Play, Do The Evolution, Rearviewmirror
Encore Break 1: Oceans, Yellow Moon, Sleight Of Hand, Just Breathe, Daughter/(Blitzkrieg Bop), Got Some, Porch
Encore Break 2: Wasted Reprise, Life Wasted, Alive, Sonic Reducer, Indifference

19. oktober 2013 - Barclays Center, Brooklyn, NY:
Set List: Pendulum, Wash, Nothingman, Lightning Bolt, Mind Your Manners, Last Exit, Hail Hail, In Hiding, Down, Sirens, Even Flow, Infallible, Present Tense, Rats, Unthought Known, Immortality, State Of Love And Trust, Once, Given To Fly, Better Man/(Save It For Later)
Encore Break 1: Footsteps, Yellow Moon, All Those Yesterdays, Future Days, Do The Evolution, Go, Porch
Encore Break 2: Whipping, Blood, Leaving Here, Black, Alive, Rockin’ In The Free World, Yellow Ledbetter/(Star Spangled Banner)

22. oktober 2013 - Philadelphia, PA, Wells Fargo Center:
Set List: Pendulum, Wash, Nothingman, Lightning Bolt, Corduroy, Mind Your Manners, Amongst The Waves, Hail Hail, Satan’s Bed, Untitled, MFC, Even Flow, Got Some, Given To Fly, Present Tense, Infallible, World Wide Suicide, Do The Evolution, Better Man/(Save It For Later)
Encore Break 1: Parachutes, Yellow Moon, Come Back, Future Days, Breath, State Of Love And Trust, Unthought Known, Porch
Encore Break 2: Last Kiss, Leaving Here, Blood, Alive, Baba O’Riley, Yellow Ledbetter 

Har du for nylig været til en koncert med Pearl Jam, og har du lyst til at skrive en reportage eller anmeldelse derfra, så skriv til pearljamdk@gmail.com. Så bringer jeg den her på siden.

Deltag i debatten på Footsteps

Pearl Jam gør op med myten

Pearl Jam: Lightning Bolt (2013)

ANMELDELSE: Lightning Bolt er et utrolig vellykket jubilæumsalbum fra Pearl Jam – deres tiende fra studiet. Efter to album på det jævne beviser de fem "Seattleites", at de fortsat er relevante og ikke blot et hyggeorkester, der spinder guld på fordums styrke.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været stor kritiker af Pearl Jams to seneste album. Ikke fordi, de ikke har været udmærkede, men fordi de ikke har levet op til mine forventninger, der simpelthen ikke tillader, at nye udgivelser står i skyggen af de suveræne album fra bandets storhedstid i 90’erne.

Når man læser en anmeldelse af nyere Pearl Jam-diskografi, får man ofte fortalt, at selv om de stadig laver god musik, så når de aldrig fordums styrke. Det bliver nogle gange sagt mellem linjerne, men sagt bliver det. Og det er okay, fortsætter anmelderen, for Pearl Jam var virkelig gode dengang i 90’erne – og Ten er en ”umulig debut at overgå.”

Dette er ikke ment som en kritik af den danske anmelderbranche (den kan vi tage en anden gang), og jeg har sikkert selv udtalt ovenstående adskillige gange før. Sandheden er, at det er noget vrøvl. Ten, Vs. og Vitalogy er fremragende plader - og de indeholder uden tvivl nogle af bandets stærkeste numre - men de bliver ofte ophøjet af ydre omstændigheder som den tidmæssige ramme og den nostalgi, de er omkranset af. Det er svært at sætte sig ud over det, når man lytter til pladerne i dag – og så ser man lettere igennem fingre med de mindre gode numre.

Da grungescenen så småt forsvandt, og Seattle ikke længere var verdens navle, så blev Pearl Jam mere eksperimenterende – og måske endda interessante – i sin musik med No Code, Yield, Binaural og Riot Act. Det er fire album, der virkelig skiller vandene, mens de fleste kan blive enige om, at de tre første var mesterværker.

Det billede går i høj grad igen i de ofte forudsigelige og populistiske anmeldelser, og det gør unægteligt betingelserne utrolig svære for Pearl Jam.

BANDET REFLEKTEREDE OVER Roskilde-tragedien på Riot Act, og så var det som om, at de skulle finde sig selv, da de i 2006 var kommet ovenpå igen og var klar til at lægge det hele bag sig – i hvert fald rent musikalsk. (Dette er også årsagen til, at jeg ofte snakker om PJ før og efter Riot Act.) Det resulterede i en rodet affære med avocadoen, hvor jeg havde indtryk af, at der var lidt for mange idéer på bordet. Men ikke desto mindre var det et nødvendigt album i bandets søgen efter sin nye identitet – både som mennesker og som musikere – og tre år senere kom det noget mere sammenhængende Backspacer. Pearl Jam havde fundet sit ståsted, om end kvaliteten af de 37 minutter ikke nødvendigvis overgik forgængeren.

Læs også: Kan Lightning Bolt skubbe Backspacer ud i glemlsen? 

Alligevel skulle vi vente fire år på efterfølgeren til Backspacer. Det skyldes dog snarere andre omstændigheder – så som Matt Camerons turné med Soundgarden samt diverse solo- og sideprojekter – end decideret manglende kreativitet.

Og netop det kan man mærke på Lightning Bolt. For Pearl Jam sprudler af spilleglæde og musikalsk overskud på et af sine til dato mest interessante udspil. Rent lyd- og produktionsmæssigt føles albummet som en forlængelse af Backspacer, der dog til tider virkede stram og restriktiv, hvilket Lightning Bolt på ingen måde gør.

DET FINDER MAN ud af allerede i starten med ”Getaway,” der er en forrygende åbner. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke på Vs.-åbneren ”Go”, der er den bedste albumstarter, Pearl Jam har præsteret. Det skyldes, at de begge har en eksplosivitet, uforudsigelighed og variation, som skærper nysgerrigheden (også til resten af albummet) og ophøjer en simpel rocker til mere end netop det – en simpel rocker. Vi er i gang!

”Mind Your Manners” har jeg skrevet en del om allerede, men den står for mig fortsat som en af Pearl Jams stærkeste punkrockere. Førstesinglen får mig til at tænke på bandets stærkeste punker i kataloget, ”Spin the Black Circle” fra Vitalogy, af den simple grund, at her har vi med et nummer at gøre, der kvalitets- og powermæssigt er tæt på at kunne hamle op med den snart 20 år gamle favorit.

Læs også: "Mind Your Manners" er en punker med det hele

Sammen med ”My Father’s Son”, der går helt tæt på Eddie Vedders ikke-forhold til sin biologiske far, repræsenterer åbningen på Lightning Bolt en af de stærkeste introduktioner til et Pearl Jam-album, jeg kan mindes.

”Sirens” har jeg også allerede skrevet om, men den fungerer også på plade. Hvorfor nogen forholder sig kritisk over for den, kan jeg til dels forstå, men mon ikke det primært skyldes en stædighed for at overgive sig til en ”slibrig powerballade”. Sagens kerne er, at ”Sirens” holder, og det skyldes til stor del Eddies fantastiske nerve og den emotionelle sangtekst, der med tiden kan bringe den på højde med nogle af bandets største ballader. Om den kan nå helt op til toppen, er for tidligt at vurdere, men den er på fuld omgangshøjde med det store højdepunkt på det syv år gamle avocadoalbum, ”Come Back”.

Læs også: "Sirens" er en mesterlig ballade

Den næste fase er fremragende, og opfattes af mange – inklusiv ”Sirens” – nok som albummets stærkeste. ”Lightning Bolt”, ”Infallible” og ”Pendulum” er tre sange, der understreger, at dette på ingen måde er ”Pearl Jam as usual”. På de to førstnævnte rammer bandet plet med den føromtalte spilleglæde, jeg synes omgærder dette album. Sidstnævnte er en ballade fra øverste skuffe, hvor Eddies nærvær måske ikke har været stærkere siden Vs.-afslutteren ”Indifference”. Begge numre har denne håbløshed over sig, som kun bliver forstærket af den underspillede – men utrolig stemningsfulde – musik. Gåsehud og overgivelse indtræffer på dette tidspunkt.

Og så bliver man ellers sparket i gang igen med ”Swallowed Whole” med det fantastiske riff, og som er en moderne udgave af noget, der minder om en klassisk Pearl Jam-rocker. Det er lige-ud-ad-landevejen, men på den virkelig gode måde.

Derefter følger ”Let the Records Play”, der tager mig tilbage til Mirrorball-albummet med Neil Young. Om det er berettiget, kan jeg ikke helt vurdere, da det simpelthen er for lang tid siden, jeg har hørt det album. Teksten har fået lidt kritik for at være tynd, men jeg synes faktisk ikke musikken inviterer til nogen dyb tekst, og derfor ser jeg ”Let the Records Play” som et fint intermezzo inden den bløde afslutning. Jeg er spændt på at se, hvordan dette nummer står tilbage om et halvt års tid.

”Sleeping by Myself” er et fint Vedder-bidrag, som på trods af at være fra hans solokatalog fungerer rigtig godt med resten af bandet. ”Sleeping” afløses af det potentielt stærkeste nummer af de tre til slut, nemlig ”Yellow Moon”. En sang, som jeg har svært ved at sætte i en boks – og det er kun positivt – men som bliver ved med at vokse på mig for hver gang, jeg lytter til det. Dette nummer har stort potentiale.

Det godt tre kvarter-lange album sluttes endeligt af med ”Future Days”, og Pearl Jam er notorisk geniale til at lave afslutningsnumre. På avocadoen var ”Come Back” dog stærkere end det udmærkede McCready-nummer ”Inside Job”, mens ”The End” på Backspacer var en atypisk kort afslutter, som dog fungerede rigtig godt.

”Future Days” har brug for at blive hørt nogle gange, men så begynder den virkelig også at vokse. Det er et mere storladent nummer end ”Yellow Moon”, og fælles for de tre numre til sidst på albummet er, at de ved de første lyt står lidt i baggrunden af pladens første 7-8 numre, der hænger utrolig godt sammen – og som er en fremragende musikalsk rejse ind i ”det nye Pearl Jam”. Men jo flere gange pladen får lov at rotere, desto mindre står afslutningstrioen i baggrunden.

SOM TIDEN GÅR, virker Lightning Bolt mere og mere helstøbt. Forventningerne var høje efter to fremragende singler – ”Mind Your Manners” og ”Sirens” – og der gik lidt tid, inden det for alvor bundfældede sig. Kvaliteten af numrene virkede meget svingende og helhedsindtrykket var lidt rodet. Men man bliver belønnet jo flere gange, man lytter til det nye Pearl Jam-udspil – og det er altid et godt tegn på et langtidsholdbart album.

Numrene på albummet er eksperimenterende og varierende, og derfor kræver de tålmodighed. Og det har albummet nu til dels fået, siden jeg første gang lyttede til det for snart to uger siden. Musikalsk stikker det i mange retninger, men alligevel hænger det utrolig godt sammen fra start til slut. Dette er uden tvivl Pearl Jams bedste album ud af de tre seneste, og det er et bevis på, at bare fordi de lavede tre af nyere rockhistories største album tilbage i start-90’erne, så er det ikke ensbetydende med, at deres dage er talte.

Det var en anden tid, og rockmusik i dag er en helt anden størrelse. Lightning Bolt beviser, at Pearl Jam fortsat er relevante. Den tvivl, som avocadoen og Backspacer til dels har skabt, er hermed skudt til jorden.

På en rangering over Pearl Jams studiealbum er jeg slet ikke i tvivl om, at Lightning Bolt hos mange med tiden vil klemme sig ind i top 3 og dermed bryde de første tre albums dominans. Med tiden. For tid er lige nøjagtig, hvad denne plade har brug for – og fortjener. Før eller siden er man simpelthen nødt til at overgive sig.

Min vurdering: 5 stjerner (ud af 6)

Deltag i debatten på Footsteps

Hør sirenerne: Pearl-Jam.dk er tilbage!

Så ruller vi ud igen med en decideret Pearl Jam-hjemmeside på dansk. Stikket blev trukket i sin tid, fordi tiden var alt for knap (hvilket den egentlig stadig er...), og fordi Footsteps-forummet opfyldte de behov, jeg mente Pearl-Jam.dk havde. Med udgivelsen af Lightning Bolt - som lige nu blæser igennem hovedtelefonerne - har jeg dog haft lyst til oprette en ekstern side, som giver nogle muligheder, forummet ikke kan indfri.

To primære årsager: For det første giver forummet ikke meget plads til den originale Pearl Jam-litteratur, der skal bære denne blog, da den forsvinder i mængden af alverdens indlæg. For det andet bliver et forum hurtigt uoverskueligt og en smule lukket for ikke-brugere, og denne side skal altså åbne op for det store danske - og ikke mindst skandinaviske - publikum, der er derude.

Dette er ikke et nyhedssite med opdateringer om all things Pearl Jam, men en side, der spreder tanker og fordyber sig i musikken og aktiviteterne fra det 23 år gamle band fra Seattle.

Resten finder vi ud af hen ad vejen.

Har du lyst til at bidrage med din Pearl Jam-historie - eller blot dele nogle tanker, du har gjort dig, så skal du være mere end velkommen til at benytte denne platform. Skriv til mig via pearljamdk [snabela] gmail.com.

Jeg håber I tager godt i mod tiltaget. Og husker at følge Pearl-Jam.dk på både Twitter og Facebook!

Og så lige en lille note til sidst: Denne side har en blogspot-adresse, da det har ikke været muligt at integrere den med pearl-jam.dk-domænet uden at forummet forsvandt (deraf nedbruddet i går). Men hvis du klikker ind på pearl-jam.dk, så bliver du automatisk ført her til. Så ingen alarm!

Deltag i debatten på Footsteps

Kan Lightning Bolt skubbe Backspacer ud i glemlsen?

Pearl Jams niende studiealbum er blot 37 minutter langt, hvilket gør det utrolig LP-venligt i en tid, hvor album gerne skal være omkring en time lange - og dermed samtidig deles op på tre-fire vinylsider. Det er godt nyt for vinylelskere, og det er faktisk også ret befriende, at der her bliver skåret ind til benet. Resultatet er, at Backspacer er et af PJs mest homogene album nogensinde.

Men hvad er albummets længde så et udtryk for? At dødvægten er skåret væk - eller at bandet simpelthen ikke har haft mere i sig? Noget kunne tyde på det sidstnævnte, da vi på singlerne heller ikke fik nogen B-sider, hvilket altid er en skam, for de er som regel altid rigtig interessante. Alligevel er der senere dukket nogle sange op fra Backspacer-tiden, som måske i stedet er endt på det nye Lightning Bolt.

BACKSPACER KAN SOM de fleste PJ-album deles op i tre dele: Den hårde indledning, det melodiske midterstykke og den melankolske slutning. Som nævnt hænger albummet som en helhed rigtig godt sammen. Det er et homogent værk, hvor hvert nummer bæres videre af det næste, og som lytter sidder man derfor tilbage med et indtryk af, at der her er tale om et band, der har fundet sit ståsted og sin lyd, efter det lidt mere rodede selvbetitlede album fra tre år tidligere.

Albummets første del sætter tingene i gang, og når man lytter lettere overfladisk til albummet, så fungerer det rigtig godt. Selv det kritisable "The Fixer"-nummer falder godt ind. "Gonna See My Friend" er rent musikalsk en fremragende åbner, og det er netop på det musikalske, at dette album vinder. For det er tydeligt, at der bliver eksperimenteret med produktionen, med lydene og med skiftene i de enkelte numre, og Backspacer er et fornyet, moderne Pearl Jam - nøjagtig som det skal være.

Det midterste stykke er måske det mest interessante med "Justs Breathe", "Amongst the Waves" og "Unthought Known" - tre små perler, der dog aldrig rigtig forløser sig og bliver til de mesterværker, man før har hørt fra Pearl Jam. Sidstnævnte er nok højdepunktet her.

"Supersonic" fungerer lidt som et intermezzo inden den sidste del - og det er et af mine favoritnumre. Det er punket på den gode måde, og mellemstykket er fremragende. Herefter følger den jævne "Speed of Sound", den interessante "Force of Nature" og den gennemførte afslutter "The End", der gør op med et ellers upbeat og jævnt positivt udtryk ved at bringe tempoet helt ned - og lyrisk er det albummets mest interessante nummer.

NÅR BACKSPACER IKKE vinder mit hjerte, så skyldes det, at det simpelthen mangler noget kant. Det er næsten for fint, og det er også udmærket, når man blot lytter til det i farten, men det gør det ikke så langtidsholdbart. Det er et album, man hurtigt glemmer. Teksterne er jævnt kedelige og intetsigende, hvilket er ekstra skuffende, når nu det eksempelvis udkom et år efter finanskrisens indledning.

Mit indtryk er, som nævnt i indledningen, at PJ - og Eddie - ikke havde det store på hjerte. Musikalsk er det et velspillende og velproduceret album, men det mangler noget af den dybde og tyngde, som kun The End er i stand til at byde på - og det er ironisk nok albummets mest afdæmpede og simple nummer. Kun her når Backspacer for alvor ind under huden.

Og så er spørgsmålet, om Lightning Bolt har mere at byde på. Det er jeg slet ikke i tvivl om, at det har. Backspacer har været et vigtigt skridt på vejen i etableringen af "det nye Pearl Jam", og efter at have hørt "Mind Your Manners" og "Sirens", så kan det hele måske gå op i en højere enhed på det nye udspil. Backspacer bliver endnu nemmere at glemme, når det træder i baggrunden af LB.

Min vurdering: 3 stjerner

Højdepunkter på albummet: Gonna See My Friend, Unthought Known, Supersonic og The End.

Er du enig? Stem og diskutér her.

"Sirens" er en mesterlig ballade

Det var som om Pearl Jam skulle finde sig selv igen efter Riot Act fra 2002, og det forsøgte de så med mere eller mindre held fire år senere med det selvbetitlede "avocadoalbum". Siden kom Backspacer i 2009, og det er som om de to album sammen med det nye Lightning Bolt, der ifølge PJs officielle nedtællingsur kommer på gaden om nøjagtig 18 dage og 6 timer, er del af en ny æra i bandets 23 årige levetid.

Så hvordan klarer "Sirens" - PJs nye bud på en storslået ballade - sig i forhold til dets modstykker på de to foregående album? Jeg har før udtalt mig særdeles positivt om Sirens. Jeg synes, det er et fantastisk nummer, og det lever op til det, en PJ-ballade skal: den skal have sjæl, nerve og oprigtighed; Eddies stemme skal bære det melodiske med op til et melankolsk niveau, som kun PJ - når de er bedst - kan ramme.

Det formåede Seattle-drengene allerede fra spæd: med "Black" på Ten, "Indifference" på Vs. og med "Immortality" på Vitalogy. Det er som om, at med hvert album følger også mindst én storladen tåreperser, og de er næsten altid et af de ubestridte højdepunkter. På avocadoen var det "Come Back" og på Backspacer "Just Breathe" (det kan måske diskuteres en smule, da den er knap så storladen), og de er da også begge blandt lyspunkterne på de to album.

Come Back er fremragende med Ed i sit es, og han bliver fulgt til dørs af et velspillende orkester; det er en ny og moderne PJ-ballade, nøjagtig som det skal være på et nyt og moderne udspil. Den har dog måske en lille snert af "Black-opdatering" over sig, men den er alligevel klart avocadoens højdepunkt! "Just Breathe" er anderledes: den er positiv i tekst og lyd. Men alligevel er der fortsat noget dystert over den - og det klæder den. Den formår dog aldrig at levere den sjæl og nerve, jeg sådan håber på kommer til udtryk. Eds stemme løfter sig ikke - og selve musikken er for monoton. Så fungerer "Unthought Known" faktisk bedre og særligt The End, der fuldstændig bryder med albummets stemning i en mørk og dyster (perfekt) albumafslutning.

MAN KAN UDVIDE balladekategorien med numre som den udmærkede "Speed of Sound" fra Backspacer samt "Gone", "Inside Job" og til dels den Beatleske "Parachutes". De tre avocadonumre er gode: man kan diskutere hvor godt, de passer ind på albummet, men for sig selv er de interessante og bestemt et lyt værd.

Så det er i forhold til disse, at "Sirens" bliver målt og vejet - og lige som med "Mind Your Manners" i den hårdtslående kategori så falder det nye PJ-udspil i min smag! Her er ingen distance men tværtimod oprigtighed, nyskabelse, sjæl og masser af nerve. Eddie bærer sangen - nøjagtig som han skal - og jeg tror på ham, når han synger. Men også andre elementer taler i Sirens' favør: musikalsk er den storslået og tilpas afdæmpet, Mikes guitarsolo giver gåsehud (den er kort men ikke corny!) og Matts baggrundsvokal er lige i øjet.

På Sirens lykkes det for PJ at kreere en ballade, der har start-90er kvaliteter uden, man sidder med en fornemmelse af, at de blot har "opdateret" en af de ældre ballader. Det her er ikke tilbage til rødderne - som Come Back for eksempel, der til dels er en moderne Black - men det nye PJ. Det virker som om, de fandt den lyd på Backspacer, men på Sirens går det hele op i en højere enhed. Sirens er det bedste jeg har hørt fra PJs side i mange, mange år.

Vurdering: 5 (store) stjerner

I post-Riot Act æraen topper Sirens balladelisten:

Tæt på mesterværk: Sirens
Lige i hælene: Come Back
Gode: Gone, Inside Job, Just Breathe, Unthough Known, The End
Middelmådige: Parachutes, Speed of Sound

Er du enig? Stem og diskutér her.

"Mind Your Manners" er en punker med det hele

Der er i skrivende stund 21 dage og 3 timer til Lightning Bolt udkommer ifølge nedtællingsuret på Pearl Jams officielle hjemmeside. Vi er dog allerede blevet fornøjet med to singler fra det kommende album, hvoraf den første var "Mind Your Manners", der udkom for præcis en måned siden.

MYM er en typisk PJ-punkrocker, og den er ikke overraskende placeret i starten af albummet - som 2'er efter "Getaway". Korte uptempo-rockere fra PJ fik vi også på Backspacer og avocadoen, som jeg helst vil holde det nye album op i mod. (For mig er PJ opdelt i to perioder: før og efter Riot Act. Det er en længere diskussion, som jeg ikke skal komme nærmere ind på her, men det har selvfølgelig også noget at gøre med, at jeg blev fan i perioden mellem RA og avocadoen.)

SÅ HVOR GOD er MYM i forhold til dens uptempo-modparter på de to foregående album? På Backspacer er den direkte konkurrent punkeren "Supersonic" og til dels "Gonna See My Friend" - to ganske udmærkede numre - mens også den jævne "Got Some", den forfærdelige "The Fixer" og den skæve "Johnny Guitar" hører til den hårdere del af pladen. På avocadoen er den direkte konkurrent "Comatose", dette albums punker, mens "Life Wasted", "World Wide Suicide" og "Big Wave" også falder ind under kategorien, som jeg vil holde MYM op imod.

Når jeg lytter til PJ, så er der tre væsentlige faktorer ud over det musikalske, der spiller ind i min bedømmelse - og det er vage udtryk som nerve, kant og nærvær. Er de til stede, så er det næsten altid et godt PJ-nummer. Fælles for Backspacer-numrene er, at de simpelthen ikke lever op til disse krav. Jeg føler en distance, når jeg lytter til dem, og derudover er teksterne for svage. Musikalsk er de dog godt med: musikken og produktionen er helt i orden. På avocadoen er der mere nerve i numrene. Det er som om, at her er der rent faktisk et budskab, som Eddie vil ud med - aggressiviteten er særdeles god. Alligevel er det dog som om, der mangler noget. Troværdighed? Nærvær? Kant? Jeg kan ikke helt finde ud af det.

FAKTISK KAN JEG ret godt lide både Supersonic og Comatose. Det slår mig, at de punkrockede numre måske er det PJ har været bedst til at holde niveau på hen over årene, mens de mere 'ambitiøse' numre er noget mere op og ned. Derfor er der da også grund til at tro, at MYM vil falde i min smag.

Og det gør den. MYM er en forrygende punkrocker. Teksten er god, musikken holder en fanget (den har kant!), omkvædet og versene går godt i spænd. Der er en utrolig nerve i nummeret, og den kommer til udtryk ved den stærke politiske tekst, der bliver leveret fremragende og troværdigt af Ed. Selv om PJ også har lavet gode punkere på de to seneste album, så er MYM et niveau over. Holdt op imod de andre eksplosive numre på Backspacer og avocadoen hæver det nye nummer sig også. Jeg kan ikke lade være med at tænke på "Spin the Black Circle", når jeg hører MYM. Mind Your Manners er Spin anno 2013 - kvalitetsmæssigt. Den opfylder de ting, der - for mig - gør et stærkt PJ-nummer.

Min vurdering: 5 stjerner

Det er stadig 'early days', men MYM topper min liste over 'nutidige' (post-Riot Act) PJ-rockere:

Toppen: MYM
I hælene: Gonna See My Friend, Supersonic, Comatose
De udmærkede: Got Some, Johnny Guitar, Life Wasted, WWS, Big Wave
Bunden: The Fixer

Diskutér "Mind Your Manners" og giv selv stjerner her.