Det var som om Pearl Jam skulle finde sig selv igen efter Riot Act fra 2002, og det forsøgte de så med mere eller mindre held fire år senere med det selvbetitlede "avocadoalbum". Siden kom Backspacer i 2009, og det er som om de to album sammen med det nye Lightning Bolt, der ifølge PJs officielle nedtællingsur kommer på gaden om nøjagtig 18 dage og 6 timer, er del af en ny æra i bandets 23 årige levetid.
Så hvordan klarer "Sirens" - PJs nye bud på en storslået ballade - sig i forhold til dets modstykker på de to foregående album? Jeg har før udtalt mig særdeles positivt om Sirens. Jeg synes, det er et fantastisk nummer, og det lever op til det, en PJ-ballade skal: den skal have sjæl, nerve og oprigtighed; Eddies stemme skal bære det melodiske med op til et melankolsk niveau, som kun PJ - når de er bedst - kan ramme.
Det formåede Seattle-drengene allerede fra spæd: med "Black" på Ten, "Indifference" på Vs. og med "Immortality" på Vitalogy. Det er som om, at med hvert album følger også mindst én storladen tåreperser, og de er næsten altid et af de ubestridte højdepunkter. På avocadoen var det "Come Back" og på Backspacer "Just Breathe" (det kan måske diskuteres en smule, da den er knap så storladen), og de er da også begge blandt lyspunkterne på de to album.
Come Back er fremragende med Ed i sit es, og han bliver fulgt til dørs af et velspillende orkester; det er en ny og moderne PJ-ballade, nøjagtig som det skal være på et nyt og moderne udspil. Den har dog måske en lille snert af "Black-opdatering" over sig, men den er alligevel klart avocadoens højdepunkt! "Just Breathe" er anderledes: den er positiv i tekst og lyd. Men alligevel er der fortsat noget dystert over den - og det klæder den. Den formår dog aldrig at levere den sjæl og nerve, jeg sådan håber på kommer til udtryk. Eds stemme løfter sig ikke - og selve musikken er for monoton. Så fungerer "Unthought Known" faktisk bedre og særligt The End, der fuldstændig bryder med albummets stemning i en mørk og dyster (perfekt) albumafslutning.
MAN KAN UDVIDE balladekategorien med numre som den udmærkede "Speed of Sound" fra Backspacer samt "Gone", "Inside Job" og til dels den Beatleske "Parachutes". De tre avocadonumre er gode: man kan diskutere hvor godt, de passer ind på albummet, men for sig selv er de interessante og bestemt et lyt værd.
Så det er i forhold til disse, at "Sirens" bliver målt og vejet - og lige som med "Mind Your Manners" i den hårdtslående kategori så falder det nye PJ-udspil i min smag! Her er ingen distance men tværtimod oprigtighed, nyskabelse, sjæl og masser af nerve. Eddie bærer sangen - nøjagtig som han skal - og jeg tror på ham, når han synger. Men også andre elementer taler i Sirens' favør: musikalsk er den storslået og tilpas afdæmpet, Mikes guitarsolo giver gåsehud (den er kort men ikke corny!) og Matts baggrundsvokal er lige i øjet.
På Sirens lykkes det for PJ at kreere en ballade, der har start-90er kvaliteter uden, man sidder med en fornemmelse af, at de blot har "opdateret" en af de ældre ballader. Det her er ikke tilbage til rødderne - som Come Back for eksempel, der til dels er en moderne Black - men det nye PJ. Det virker som om, de fandt den lyd på Backspacer, men på Sirens går det hele op i en højere enhed. Sirens er det bedste jeg har hørt fra PJs side i mange, mange år.
Vurdering: 5 (store) stjerner
I post-Riot Act æraen topper Sirens balladelisten:
Tæt på mesterværk: Sirens
Lige i hælene: Come Back
Gode: Gone, Inside Job, Just Breathe, Unthough Known, The End
Middelmådige: Parachutes, Speed of Sound
Er du enig? Stem og diskutér her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar