Pearl Jams niende studiealbum er blot 37 minutter langt, hvilket gør det
utrolig LP-venligt i en tid, hvor album gerne skal være omkring en time
lange - og dermed samtidig deles op på tre-fire vinylsider. Det er godt
nyt for vinylelskere, og det er faktisk også ret befriende, at der her
bliver skåret ind til benet. Resultatet er, at Backspacer er et af PJs mest homogene album nogensinde.
Men hvad er albummets længde så et udtryk for? At dødvægten er skåret væk - eller at bandet simpelthen ikke har haft mere i sig? Noget kunne tyde på det sidstnævnte, da vi på singlerne heller ikke fik nogen B-sider, hvilket altid er en skam, for de er som regel altid rigtig interessante. Alligevel er der senere dukket nogle sange op fra Backspacer-tiden, som måske i stedet er endt på det nye Lightning Bolt.
BACKSPACER KAN SOM de fleste PJ-album deles op i tre dele: Den hårde indledning, det melodiske midterstykke og den melankolske slutning. Som nævnt hænger albummet som en helhed rigtig godt sammen. Det er et homogent værk, hvor hvert nummer bæres videre af det næste, og som lytter sidder man derfor tilbage med et indtryk af, at der her er tale om et band, der har fundet sit ståsted og sin lyd, efter det lidt mere rodede selvbetitlede album fra tre år tidligere.
Albummets første del sætter tingene i gang, og når man lytter lettere overfladisk til albummet, så fungerer det rigtig godt. Selv det kritisable "The Fixer"-nummer falder godt ind. "Gonna See My Friend" er rent musikalsk en fremragende åbner, og det er netop på det musikalske, at dette album vinder. For det er tydeligt, at der bliver eksperimenteret med produktionen, med lydene og med skiftene i de enkelte numre, og Backspacer er et fornyet, moderne Pearl Jam - nøjagtig som det skal være.
Det midterste stykke er måske det mest interessante med "Justs Breathe", "Amongst the Waves" og "Unthought Known" - tre små perler, der dog aldrig rigtig forløser sig og bliver til de mesterværker, man før har hørt fra Pearl Jam. Sidstnævnte er nok højdepunktet her.
"Supersonic" fungerer lidt som et intermezzo inden den sidste del - og det er et af mine favoritnumre. Det er punket på den gode måde, og mellemstykket er fremragende. Herefter følger den jævne "Speed of Sound", den interessante "Force of Nature" og den gennemførte afslutter "The End", der gør op med et ellers upbeat og jævnt positivt udtryk ved at bringe tempoet helt ned - og lyrisk er det albummets mest interessante nummer.
NÅR BACKSPACER IKKE vinder mit hjerte, så skyldes det, at det simpelthen mangler noget kant. Det er næsten for fint, og det er også udmærket, når man blot lytter til det i farten, men det gør det ikke så langtidsholdbart. Det er et album, man hurtigt glemmer. Teksterne er jævnt kedelige og intetsigende, hvilket er ekstra skuffende, når nu det eksempelvis udkom et år efter finanskrisens indledning.
Mit indtryk er, som nævnt i indledningen, at PJ - og Eddie - ikke havde det store på hjerte. Musikalsk er det et velspillende og velproduceret album, men det mangler noget af den dybde og tyngde, som kun The End er i stand til at byde på - og det er ironisk nok albummets mest afdæmpede og simple nummer. Kun her når Backspacer for alvor ind under huden.
Og så er spørgsmålet, om Lightning Bolt har mere at byde på. Det er jeg slet ikke i tvivl om, at det har. Backspacer har været et vigtigt skridt på vejen i etableringen af "det nye Pearl Jam", og efter at have hørt "Mind Your Manners" og "Sirens", så kan det hele måske gå op i en højere enhed på det nye udspil. Backspacer bliver endnu nemmere at glemme, når det træder i baggrunden af LB.
Min vurdering: 3 stjerner
Højdepunkter på albummet: Gonna See My Friend, Unthought Known, Supersonic og The End.
Er du enig? Stem og diskutér her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar