lørdag den 19. oktober 2013

Hør sirenerne: Pearl-Jam.dk er tilbage!

Så ruller vi ud igen med en decideret Pearl Jam-hjemmeside på dansk. Stikket blev trukket i sin tid, fordi tiden var alt for knap (hvilket den egentlig stadig er...), og fordi Footsteps-forummet opfyldte de behov, jeg mente Pearl-Jam.dk havde. Med udgivelsen af Lightning Bolt - som lige nu blæser igennem hovedtelefonerne - har jeg dog haft lyst til oprette en ekstern side, som giver nogle muligheder, forummet ikke kan indfri.

To primære årsager: For det første giver forummet ikke meget plads til den originale Pearl Jam-litteratur, der skal bære denne blog, da den forsvinder i mængden af alverdens indlæg. For det andet bliver et forum hurtigt uoverskueligt og en smule lukket for ikke-brugere, og denne side skal altså åbne op for det store danske - og ikke mindst skandinaviske - publikum, der er derude.

Dette er ikke et nyhedssite med opdateringer om all things Pearl Jam, men en side, der spreder tanker og fordyber sig i musikken og aktiviteterne fra det 23 år gamle band fra Seattle.

Resten finder vi ud af hen ad vejen.

Har du lyst til at bidrage med din Pearl Jam-historie - eller blot dele nogle tanker, du har gjort dig, så skal du være mere end velkommen til at benytte denne platform. Skriv til mig via pearljamdk [snabela] gmail.com.

Jeg håber I tager godt i mod tiltaget. Og husker at følge Pearl-Jam.dk på både Twitter og Facebook!

Og så lige en lille note til sidst: Denne side har en blogspot-adresse, da det har ikke været muligt at integrere den med pearl-jam.dk-domænet uden at forummet forsvandt (deraf nedbruddet i går). Men hvis du klikker ind på pearl-jam.dk, så bliver du automatisk ført her til. Så ingen alarm!

Deltag i debatten på Footsteps

Ingen kommentarer:

Send en kommentar