mandag den 21. oktober 2013

Pearl Jam gør op med myten

Pearl Jam: Lightning Bolt (2013)
ANMELDELSE: Lightning Bolt er et utrolig vellykket jubilæumsalbum fra Pearl Jam – deres tiende fra studiet. Efter to album på det jævne beviser de fem "Seattleites", at de fortsat er relevante og ikke blot et hyggeorkester, der spinder guld på fordums styrke.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været stor kritiker af Pearl Jams to seneste album. Ikke fordi, de ikke har været udmærkede, men fordi de ikke har levet op til mine forventninger, der simpelthen ikke tillader, at nye udgivelser står i skyggen af de suveræne album fra bandets storhedstid i 90’erne.

Når man læser en anmeldelse af nyere Pearl Jam-diskografi, får man ofte fortalt, at selv om de stadig laver god musik, så når de aldrig fordums styrke. Det bliver nogle gange sagt mellem linjerne, men sagt bliver det. Og det er okay, fortsætter anmelderen, for Pearl Jam var virkelig gode dengang i 90’erne – og Ten er en ”umulig debut at overgå.”

Dette er ikke ment som en kritik af den danske anmelderbranche (den kan vi tage en anden gang), og jeg har sikkert selv udtalt ovenstående adskillige gange før. Sandheden er, at det er noget vrøvl. Ten, Vs. og Vitalogy er fremragende plader - og de indeholder uden tvivl nogle af bandets stærkeste numre - men de bliver ofte ophøjet af ydre omstændigheder som den tidmæssige ramme og den nostalgi, de er omkranset af. Det er svært at sætte sig ud over det, når man lytter til pladerne i dag – og så ser man lettere igennem fingre med de mindre gode numre.

Da grungescenen så småt forsvandt, og Seattle ikke længere var verdens navle, så blev Pearl Jam mere eksperimenterende – og måske endda interessante – i sin musik med No Code, Yield, Binaural og Riot Act. Det er fire album, der virkelig skiller vandene, mens de fleste kan blive enige om, at de tre første var mesterværker.

Det billede går i høj grad igen i de ofte forudsigelige og populistiske anmeldelser, og det gør unægteligt betingelserne utrolig svære for Pearl Jam.

BANDET REFLEKTEREDE OVER Roskilde-tragedien på Riot Act, og så var det som om, at de skulle finde sig selv, da de i 2006 var kommet ovenpå igen og var klar til at lægge det hele bag sig – i hvert fald rent musikalsk. (Dette er også årsagen til, at jeg ofte snakker om PJ før og efter Riot Act.) Det resulterede i en rodet affære med avocadoen, hvor jeg havde indtryk af, at der var lidt for mange idéer på bordet. Men ikke desto mindre var det et nødvendigt album i bandets søgen efter sin nye identitet – både som mennesker og som musikere – og tre år senere kom det noget mere sammenhængende Backspacer. Pearl Jam havde fundet sit ståsted, om end kvaliteten af de 37 minutter ikke nødvendigvis overgik forgængeren.


Alligevel skulle vi vente fire år på efterfølgeren til Backspacer. Det skyldes dog snarere andre omstændigheder – så som Matt Camerons turné med Soundgarden samt diverse solo- og sideprojekter – end decideret manglende kreativitet.

Og netop det kan man mærke på Lightning Bolt. For Pearl Jam sprudler af spilleglæde og musikalsk overskud på et af sine til dato mest interessante udspil. Rent lyd- og produktionsmæssigt føles albummet som en forlængelse af Backspacer, der dog til tider virkede stram og restriktiv, hvilket Lightning Bolt på ingen måde gør.


DET FINDER MAN ud af allerede i starten med ”Getaway,” der er en forrygende åbner. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke på Vs.-åbneren ”Go”, der er den bedste albumstarter, Pearl Jam har præsteret. Det skyldes, at de begge har en eksplosivitet, uforudsigelighed og variation, som skærper nysgerrigheden (også til resten af albummet) og ophøjer en simpel rocker til mere end netop det – en simpel rocker. Vi er i gang!

”Mind Your Manners” har jeg skrevet en del om allerede, men den står for mig fortsat som en af Pearl Jams stærkeste punkrockere. Førstesinglen får mig til at tænke på bandets stærkeste punker i kataloget, ”Spin the Black Circle” fra Vitalogy, af den simple grund, at her har vi med et nummer at gøre, der kvalitets- og powermæssigt er tæt på at kunne hamle op med den snart 20 år gamle favorit.


Sammen med ”My Father’s Son”, der går helt tæt på Eddie Vedders ikke-forhold til sin biologiske far, repræsenterer åbningen på Lightning Bolt en af de stærkeste introduktioner til et Pearl Jam-album, jeg kan mindes.

”Sirens” har jeg også allerede skrevet om, men den fungerer også på plade. Hvorfor nogen forholder sig kritisk over for den, kan jeg til dels forstå, men mon ikke det primært skyldes en stædighed for at overgive sig til en ”slibrig powerballade”. Sagens kerne er, at ”Sirens” holder, og det skyldes til stor del Eddies fantastiske nerve og den emotionelle sangtekst, der med tiden kan bringe den på højde med nogle af bandets største ballader. Om den kan nå helt op til toppen, er for tidligt at vurdere, men den er på fuld omgangshøjde med det store højdepunkt på det syv år gamle avocadoalbum, ”Come Back”.


Den næste fase er fremragende, og opfattes af mange – inklusiv ”Sirens” – nok som albummets stærkeste. ”Lightning Bolt”, ”Infallible” og ”Pendulum” er tre sange, der understreger, at dette på ingen måde er ”Pearl Jam as usual”. På de to førstnævnte rammer bandet plet med den føromtalte spilleglæde, jeg synes omgærder dette album. Sidstnævnte er en ballade fra øverste skuffe, hvor Eddies nærvær måske ikke har været stærkere siden Vs.-afslutteren ”Indifference”. Begge numre har denne håbløshed over sig, som kun bliver forstærket af den underspillede – men utrolig stemningsfulde – musik. Gåsehud og overgivelse indtræffer på dette tidspunkt.

Og så bliver man ellers sparket i gang igen med ”Swallowed Whole” med det fantastiske riff, og som er en moderne udgave af noget, der minder om en klassisk Pearl Jam-rocker. Det er lige-ud-ad-landevejen, men på den virkelig gode måde.

Derefter følger ”Let the Records Play”, der tager mig tilbage til Mirrorball-albummet med Neil Young. Om det er berettiget, kan jeg ikke helt vurdere, da det simpelthen er for lang tid siden, jeg har hørt det album. Teksten har fået lidt kritik for at være tynd, men jeg synes faktisk ikke musikken inviterer til nogen dyb tekst, og derfor ser jeg ”Let the Records Play” som et fint intermezzo inden den bløde afslutning. Jeg er spændt på at se, hvordan dette nummer står tilbage om et halvt års tid.

”Sleeping by Myself” er et fint Vedder-bidrag, som på trods af at være fra hans solokatalog fungerer rigtig godt med resten af bandet. ”Sleeping” afløses af det potentielt stærkeste nummer af de tre til slut, nemlig ”Yellow Moon”. En sang, som jeg har svært ved at sætte i en boks – og det er kun positivt – men som bliver ved med at vokse på mig for hver gang, jeg lytter til det. Dette nummer har stort potentiale.

Det godt tre kvarter-lange album sluttes endeligt af med ”Future Days”, og Pearl Jam er notorisk geniale til at lave afslutningsnumre. På avocadoen var ”Come Back” dog stærkere end det udmærkede McCready-nummer ”Inside Job”, mens ”The End” på Backspacer var en atypisk kort afslutter, som dog fungerede rigtig godt.

”Future Days” har brug for at blive hørt nogle gange, men så begynder den virkelig også at vokse. Det er et mere storladent nummer end ”Yellow Moon”, og fælles for de tre numre til sidst på albummet er, at de ved de første lyt står lidt i baggrunden af pladens første 7-8 numre, der hænger utrolig godt sammen – og som er en fremragende musikalsk rejse ind i ”det nye Pearl Jam”. Men jo flere gange pladen får lov at rotere, desto mindre står afslutningstrioen i baggrunden.


SOM TIDEN GÅR, virker Lightning Bolt mere og mere helstøbt. Forventningerne var høje efter to fremragende singler – ”Mind Your Manners” og ”Sirens” – og der gik lidt tid, inden det for alvor bundfældede sig. Kvaliteten af numrene virkede meget svingende og helhedsindtrykket var lidt rodet. Men man bliver belønnet jo flere gange, man lytter til det nye Pearl Jam-udspil – og det er altid et godt tegn på et langtidsholdbart album.

Numrene på albummet er eksperimenterende og varierende, og derfor kræver de tålmodighed. Og det har albummet nu til dels fået, siden jeg første gang lyttede til det for snart to uger siden. Musikalsk stikker det i mange retninger, men alligevel hænger det utrolig godt sammen fra start til slut. Dette er uden tvivl Pearl Jams bedste album ud af de tre seneste, og det er et bevis på, at bare fordi de lavede tre af nyere rockhistories største album tilbage i start-90’erne, så er det ikke ensbetydende med, at deres dage er talte.

Det var en anden tid, og rockmusik i dag er en helt anden størrelse. Lightning Bolt beviser, at Pearl Jam fortsat er relevante. Den tvivl, som avocadoen og Backspacer til dels har skabt, er hermed skudt til jorden.

På en rangering over Pearl Jams studiealbum er jeg slet ikke i tvivl om, at Lightning Bolt hos mange med tiden vil klemme sig ind i top 3 og dermed bryde de første tre albums dominans. Med tiden. For tid er lige nøjagtig, hvad denne plade har brug for – og fortjener. Før eller siden er man simpelthen nødt til at overgive sig.

Min vurdering: 5 stjerner (ud af 6)

Deltag i debatten på Footsteps

1 kommentar:

  1. Det er en sgu et ogrigtigt og ærligt "indspark " af Pearl Jam´s nyesete udspil. Og som de fleste, ja så skal albummet lige "sætte sig" og når det er sagt, ja så bliver jeg mere og mere vild med albummet. Jeg har mine favoritter, ja faktisk mange og " Pendulum" rører altså dybt helt inde i mig og mit hjerte stopper, for derefter at gentage sin vante gang. Eddies voice er simpelhent noget af det bedste jeg til dato har hørt på det nummer og det syntes jeg generelt er udslagsgivende gennem hele albummet...

    SvarSlet