Der er i skrivende stund 21 dage og 3 timer til Lightning Bolt udkommer ifølge nedtællingsuret på Pearl Jams officielle hjemmeside. Vi er dog allerede blevet fornøjet med to singler fra det kommende album, hvoraf den første var "Mind Your Manners", der udkom for præcis en måned siden.
MYM er en typisk PJ-punkrocker, og den er ikke overraskende placeret i starten af albummet - som 2'er efter "Getaway". Korte uptempo-rockere fra PJ fik vi også på Backspacer og avocadoen, som jeg helst vil holde det nye album op i mod. (For mig er PJ opdelt i to perioder: før og efter Riot Act. Det er en længere diskussion, som jeg ikke skal komme nærmere ind på her, men det har selvfølgelig også noget at gøre med, at jeg blev fan i perioden mellem RA og avocadoen.)
SÅ HVOR GOD er MYM i forhold til dens uptempo-modparter på de to foregående album? På Backspacer er den direkte konkurrent punkeren "Supersonic" og til dels "Gonna See My Friend" - to ganske udmærkede numre - mens også den jævne "Got Some", den forfærdelige "The Fixer" og den skæve "Johnny Guitar" hører til den hårdere del af pladen. På avocadoen er den direkte konkurrent "Comatose", dette albums punker, mens "Life Wasted", "World Wide Suicide" og "Big Wave" også falder ind under kategorien, som jeg vil holde MYM op imod.
Når jeg lytter til PJ, så er der tre væsentlige faktorer ud over det musikalske, der spiller ind i min bedømmelse - og det er vage udtryk som nerve, kant og nærvær. Er de til stede, så er det næsten altid et godt PJ-nummer. Fælles for Backspacer-numrene er, at de simpelthen ikke lever op til disse krav. Jeg føler en distance, når jeg lytter til dem, og derudover er teksterne for svage. Musikalsk er de dog godt med: musikken og produktionen er helt i orden. På avocadoen er der mere nerve i numrene. Det er som om, at her er der rent faktisk et budskab, som Eddie vil ud med - aggressiviteten er særdeles god. Alligevel er det dog som om, der mangler noget. Troværdighed? Nærvær? Kant? Jeg kan ikke helt finde ud af det.
FAKTISK KAN JEG ret godt lide både Supersonic og Comatose. Det slår mig, at de punkrockede numre måske er det PJ har været bedst til at holde niveau på hen over årene, mens de mere 'ambitiøse' numre er noget mere op og ned. Derfor er der da også grund til at tro, at MYM vil falde i min smag.
Og det gør den. MYM er en forrygende punkrocker. Teksten er god, musikken holder en fanget (den har kant!), omkvædet og versene går godt i spænd. Der er en utrolig nerve i nummeret, og den kommer til udtryk ved den stærke politiske tekst, der bliver leveret fremragende og troværdigt af Ed. Selv om PJ også har lavet gode punkere på de to seneste album, så er MYM et niveau over. Holdt op imod de andre eksplosive numre på Backspacer og avocadoen hæver det nye nummer sig også. Jeg kan ikke lade være med at tænke på "Spin the Black Circle", når jeg hører MYM. Mind Your Manners er Spin anno 2013 - kvalitetsmæssigt. Den opfylder de ting, der - for mig - gør et stærkt PJ-nummer.
Min vurdering: 5 stjerner
Det er stadig 'early days', men MYM topper min liste over 'nutidige' (post-Riot Act) PJ-rockere:
Toppen: MYM
I hælene: Gonna See My Friend, Supersonic, Comatose
De udmærkede: Got Some, Johnny Guitar, Life Wasted, WWS, Big Wave
Bunden: The Fixer
Diskutér "Mind Your Manners" og giv selv stjerner her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar